Kære alle
Tingene sker hurtigt og med en spændende udvikling. Bedst som man tror, at nu flyder tingene i en retning, skifter strømmen.
Kan man tillade sig at kaste sig ud i mange ting på én gang og tro på det hele, kan det virkelig lade sig gøre at skabe sig en karriere med en vis portion usikkerhed i kølvandet, eller skal man vælge den sikre vej.
En ting er sikkert - jeg har altid troet på det jeg har kastet mig ud i, og blot den energi, der følger med, får det som regel til at lykkes... men i dagens Danmark er vi bare ikke gearet til succes - sådan for alvor. Ihvertfald ikke på den korte bane.
Jo når der er enkelte, der lykkes totalt og bliver "noget" - kendt, rig eller berømt af en eller anden grund, så står man i kø for at få lidt berømthed-opmærksomhed - mens alle de skønne mennesker, der har klaret sig virkelig godt, udrettet noget og som har nogle budskaber der er værd at lytte til og bringe frem i offentlighedens lys sjældent får mange positive bemærkninger, hvis de tør sige "ja jeg gjorde det - jeg er god". Uha uha - nej - det gør man ikke.
Som nordjyde skal jeg ikke glemme at det sørme ikke var let at få sådanne ord udover læberne. Det sidder da også et eller andet sted inden i mig stadigvæk. Det kan være svært i situationer, hvor man faktisk skal "sælge", det man kan.
Et godt råd til alle, der render ind i det, er at finde den gyldne balance. Skarp og ligefrem i det man er god til i rette sammenhæng uden at virke pralende. Og ikke være bange for at bruge ordene: "Jeg er god til...".
Min datter kom hjem idag og spurgte om det var blæret at sige, at hun var god til at klatre for det havde hun fået at vide... tænk hvor tidligt dette begynder. Mens børnene er helt små, får de tudet ørene fulde af "hvor er du dygtig" m.m. og pludselig er det blær og pral.
Som voksen får man det ikke at vide så direkte men fejler man er der rigtig mange kommentarer a la "hvad sagde jeg" - "nå det tænkte jeg nok du ikke kunne klare".
Jeg aner virkelig ikke, hvad det er vi som mennesker vil opnå.
En "fejl" kan være en oplevelse - en masse ny inspiration og en process man absolut ikke kunne være kommet videre uden.
Fyringer, fejlslagne projekter, sure chefer, "spildte" dage og alt muligt der af flere kan betegnes som fiaskoer må ikke være det der driver vores kommunikation. Vi er da klogere og vi har da lært af tiderne -- ikk?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar